Hvilken weekendkriger er du? PT-stereotyper efter sportsgren

TL;DR

Hver sportsgren sender en lidt anderledes patient ind ad klinikkens dør, og efter nogle år kan man gætte, hvilken sportsgren der er tale om, allerede før man har læst indskrivningsskemaet. Denne artikel gør dette instinkt til en leg.

• Læs det som en turnering, hvor man skal »gætte, hvilken sport patienten dyrker«, skrevet af læger, der har behandlet dem alle.
• Hvert afsnit giver dig tre afslørende tegn: de tydelige tegn, den klassiske skade og en fysioterapeutisk one-liner, som du sikkert selv har mumlet.
• Ingen statistikker, ingen forelæsning. Bare de arketyper, du allerede kender, rangordnet og hyldet.

Sådan deltager du

Reglerne er enkle. Læs beskrivelserne for hver sportsgren, gæt på den typiske skade, før du ruller ned til selve skaden, og sammenlign, hvor mange du har gættet rigtigt, med dit eget antal sager.

Vurder dig selv ærligt. Hvis du kan nævne fem ud af otte, før svaret afsløres, har du været i branchen længe nok til at vide præcis, hvem der booker mandag formiddagstiden efter en stor weekend.

CrossFit

Man hører denne patient, før man ser skaden. De kommer ind midt i en sætning og fortæller allerede om deres AMRAP, deres personlige rekord i snatch og præcis den WOD, der forårsagede skaden. Ordvalget er det første, der afslører dem. Ingen uden for et fitnesscenter siger »kipping« med så stor ærbødighed.

Det andet tegn er tidsplanen. De vil vide, om de kan nå morgendagens time kl. 6, ikke om de overhovedet bør være der. Hvil betragtes som en personlig svaghed snarere end en fase i helingsprocessen.

Den typiske skade opstår som regel i skulderen som følge af mange øvelser med armene over hovedet, når man er træt. En irriteret rotatorcuff efter én kipping pull-up for meget er nærmest husets specialitet.

De vil forhandle om datoerne for deres tilbagevenden til sporten med dig, som om det var en gidselsituation. Du kan imødekomme dem med gradvise bevægelser og en klar træningsplan, for det eneste, denne patient rent faktisk vil følge, er et program med tal i.

Weekendcyklist

Det afslørende tegn er solbrændingsmærkerne og modviljen mod at indrømme, at noget gør ondt. Mens CrossFit-patienten skynder sig ind og kræver en løsning inden torsdag, ventede cyklisten tre uger, fordi knæet »ikke var så slemt«, og bestilte først en tid, da det begyndte at påvirke weekendens 100-kilometertur. De vil beskrive smerten som en femmer, mens de grimaser ved en ni’er.

Den klassiske skade er patellofemoral smerte forårsaget af en sadel, der er to centimeter for lav, og 8.000 kilometer med samme kadence. Smerter i den forreste del af knæet, problemer med IT-båndet og en nakke, der holdt op med at dreje, omtrent samtidig med at man skiftede til aerobarer.

De forhandler på trods af dit råd og med udgangspunkt i data. De vil vise dig den afgørende fil for at bevise, at benet er i orden.

Den korte kommentar: »Så jeg kan stadig køre Zwift, ikke?«

Fritidstennis / pickleball

To meget forskellige patienter kommer til konsultation på grund af de samme ketsjersport, og man kan skelne dem fra hinanden, allerede før de er færdige med at udfylde indskrivningsskemaet. Den livslange tennisspiller er i 50-årsalderen, har spillet siden universitetstiden og kommer ind med en vis resignation over sin albue. Vedkommende har haft det før, kender rutinen og vil først og fremmest vide, hvor hurtigt vedkommende kan servere igen.

Den nye pickleball-entusiast er tidens store fænomen. Ofte er det en, der netop er gået på pension, eller en nybegynder fra generation X, som opdagede sporten for otte uger siden og nu spiller fem formiddage om ugen. De ankommer helt forbløffede over, at et »blidt« spil har haft en sådan virkning på dem.

Begge lidelser skyldes lateral epikondylitis, den klassiske tennisalbue, selvom pickleball-spillerne også får problemer med anklerne på grund af pludselige sidelæns stop. Det afgørende er tidsforløbet. Tredive års tennis mod to måneders pickleball – samme lidelse, men helt forskellige udtryk.

Weekendgolfspiller

Weekendgolfspilleren dukker op med en dårlig ryg og en endnu værre form for benægtelse. De har bestilt tid og bruger så hele indledende samtalen på at forklare, hvorfor de stadig har tænkt sig at spille lørdag formiddag. Når man nævner hvile, kommer de med et modforslag. Ni huller i stedet for atten. En golfvogn i stedet for at gå. En halv spand bolde på driving rangen, bare for at holde svinget smidigt.

Det, der afslører det, er den svage ryg eller den forreste hofte, der er stiv og øm efter et sving, der belaster den samme rotation tusindvis af gange i løbet af en sæson. De vil sige, at det »bare er lidt stramt«, og så grimaser de, når de tager skoene på. De ved præcis, hvor mange dage der er til deres tee-tid, og de har allerede regnet ud, om fysioterapien kan passe ind i tidsplanen.

Den korte replik skriver sig selv. »Så kan jeg bare spille mig igennem det?« Nej. Men man beundrer indsatsen.

Fritidsløber / første maratonløber

Man genkender den type, allerede før de sætter sig ned. De dukker op med et farvekodet træningsprogram på deres telefon, opgiver deres ugentlige løbedistance ned til decimalen og nævner, at de for seks måneder siden ikke engang kunne løbe hen til postkassen. De gennemførte virkelig »Couch-to-5K«-programmet, og det samme gjaldt springet til en fuld maratonplan, hvor distancen blev øget hurtigere, end deres sener kunne tilpasse sig.

Den klassiske skade kan spores direkte tilbage til netop det spring. Deres lægge, akillessener eller skinneben blev udsat for en pludselig belastningsstigning, som vævet endnu ikke var klar til, og nu gør det ondt et eller andet sted på hver eneste lange løbetur, som de nægter at springe over. Overtræning er ikke et spørgsmål om personlighed her, det er ren matematik. Træningsmængden steg, restitutionen fulgte ikke med, og træningsplanen indeholdt aldrig en aflastningsuge.

Din replik skriver sig selv. »Regnearket er smukt. Din fremskridtshastighed er ved at tage livet af dig.«

Hockey i amatørligaen eller basketball på fritidsniveau

Det er den patient, der allerede kender diagnosen, før du overhovedet rører ved noget. De peger på det samme knæ, den samme skulder, den samme ankel, som de forstrakte sidste sæson og sæsonen før, og de siger »Jeg ved det godt, jeg ved det godt«, før du overhovedet er færdig med at tale om belastningsstyring.

Et tydeligt tegn: De beskriver skaden i datid, som om det er en gentagelse. »Samme sted som sidste år.« Den klassiske skade i amatørishockey er en forstrækning i lysken efter et hårdt første skridt. I rekreativ basketball får man ofte en forstuvet ankel efter en dårlig landing – som regel på en andens fod.

De er hverken i fornægtelse som golfspilleren eller stoiske som cyklisten. De accepterer skaden fuldt ud og regner alligevel med at skade sig igen.

Den korte replik kommer helt af sig selv. »Så ses vi igen næste vinter?« De nikker, for I ved det jo begge to allerede.

Ungdomssport – forælder-træner

Denne patient rørte aldrig bolden. Vedkommende forstuvede anklen, mens han sprintede langs sidelinjen for at protestere mod en offside-kendelse, eller han forstrakte læggen, da han demonstrerede den »rigtige måde« at glide ind på anden base for et hold af niårige. Det afslørende tegn er historien, som altid begynder med »Jeg spillede slet ikke« og slutter med en skitse af situationen på din behandlingsbænk.

Skadesmekanismen er ren og skær »koldstart«. Ingen opvarmning, ingen gradvis opbygning – blot et nervesystem i midten af livet, der pludselig skal præstere en fuld sprint eller en dykkerfangst fra en klapstol. Akutte lægstrækninger, forstrækninger i baglåret og en og anden forvredet skulder efter et ambitiøst kast dukker alle op her.

Den sætning, de ikke siger højt, men som man kan læse i deres ansigt. »Børnene kigger på, så jeg var nødt til at gribe bolden.« Du nikker, og I ved begge to, at de vil gøre det igen næste lørdag.

Gruppevinderen

CrossFitteren løber med sejren, og det er ikke engang tæt. Ingen anden arketype præsenterer sig selv med et større ordforråd, større intensitet eller en stærkere overbevisning om, at de vil være tilbage under vægtstangen allerede på torsdag. Weekendcyklisten får en andenplads for sin rene, stoiske benægtelse, men ingen forhandler sig frem til en behandlingsplan på samme måde som en, der tæller ned til den næste WOD.

Hver eneste patient her går ud ad døren med et hjemmeprogram, uanset om det drejer sig om hofteøvelser til golfspilleren eller en belastningsplan til maratonløberen. Physitrack et fælles øvelsesbibliotek som Physitrack du på få minutter sammensætte og sende det rette program, skræddersyet til netop den patienttype, der lige har forladt din behandlingsbænk.

Nå, hvem fik du så? Tag den kollega, der har behandlet alle otte i denne måned, og fortæl os, hvilken patient der kom ind i dag.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad nu, hvis min patient ikke passer ind i en stereotyp? Det gør de fleste ikke, og det er netop pointen. Disse arketyper er kliniske forkortelser, der skal få os til at grine – ikke noget, man skriver i journalen. Virkelige patienter kombinerer træk fra tre kategorier på én gang, og man behandler den skade, man står over for.

Hvilken sportsgren sender flest patienter ind ad døren? Det varierer alt efter sæson og klinik, men pickleball har oplevet en kraftig stigning, mens løbeskader holder sig på et stabilt niveau året rundt. Dit eget patientantal er det ærlige svar her, så tæl selv, hvor mange patienter du har haft i løbet af ugen, før du diskuterer det med en kollega.